08 juni 2013

2 x guld og 1 x bronze til de talentfulde juniorer fra Evans


Ved Ungdoms-DM i Skanderborg i weekenden d. 4.-5. maj 2013 lykkedes det Arunn Ananthan at vinde U12-klassen og dermed blive den første Evans-spiller, der hjemfører dette DSU-mesterskab.
Arunn scorede 5½/7, og det var der ingen af de øvrige 22 deltagere, der kunne hamle op med.
Som vinder af DM, er Arunn kvalificeret til EU-mesterskabet for ungdom i Mureck, Østrig, i august.

Arunn modtager gavekort fra Dansk Skaksalg og velfortjent hyldest.
 
 
Den årlige DSU-pokalfinale på Scandic Hotel i Odense pinsedag d. 19. maj 2013 blev en kæmpetriumf for de unge talentfulde Evans-spillere. Ikke blot lykkedes det Evans 1 at vinde Juniorrækken, men det blev samtidig også til en flot 3.-plads til Evans 2.
Der var dog hård kamp til det sidste, og især de skrappe juniorer fra Frem i Odense havde gerne forhindret den suveræne Evans-dominans.
Aldrig tidligere har et Evans-hold vundet pokalfinalen, så også her blev der skrevet historie.
Mathias Kejlstrup Simonsen vandt alle 6 partier.
I alt 11 hold deltog i Juniorrækken.
 

Guldholdet: F.v. Arunn Ananthan, Mathias Kejlstrup Simonsen, Farzam Firooznia og Christian Iversen.

Bronzeholdet: F.v. Viktor og Frederik Borg Schweizer, Emil Rimmer Petersen og Christian Matico Jepsen.
 

I april vandt skoleskakspillerne fra Kirkebakkens Skoleskak hold-DM, så set i sammenhæng med den seneste pokal-sejr til Evans-juniorerne, er der virkelig grund til optimisme med hensyn til skakkens fremtid i Vejle.
Mon ikke der ikke i den kommende sæson bliver plads til flere af de talentfulde juniorer på et af vore divisionshold?
Tekst: Preben Sørensen
Fotos: Per Madsen