29 oktober 2013

1. Division, Evans - Viborg 4-4

Kampreferat.
 
Sæsonens første kamp mod Viborg havde jeg på forhånd anset som divisionens sværeste opgave. Viborg har et meget stærkt og homogent hold og de må anses for at være en af favoritterne til oprykning til Skakligaen. Især på de 3 øverste brætter er Viborg stærke. 3 mand med mere end 2300 i rating indgyder respekt!
 
Vi vil selvfølgelig gerne spille med i den bedste ende af rækken, så det var derfor ekstra vigtigt at få en god start på turneringen. Resultatet 4-4 er jeg godt tilfreds med. Det er ”næsten” et halvt point over vores forventede score, så hvis det fortsætter sådan bliver det en spændende sæson.
 
Kampforløbet:
 
Vi fik hurtigt afsluttet på bræt 2 og 7. Kim Skaanning ”fik” sin remis mod sin stærke modstander og Henrik Svane ”fik” det samme med sort. 1-1. Så indtraf katastrofen. Jeg selv overså en ret simpel taktisk vending og tabte en officer uden kompensation. Virkelig ærgerligt, idet jeg jo havde planlagt at vinde for netop at statuere et godt eksempel.
 
Pouelsten og Karsten der jo havde sort mod deres stærke modstandere havde hænderne fulde med at forsvare sig. Tihomir havde en stilling i en franskmand jeg absolut ikke synes så lovende ud – tværtimod, så det så ikke alt for lyst ud synes jeg. Lars Pedersen stod dog lidt i overkanten og Mikael som var reserve på 8. bræt havde ”mindst lige spil”. Bekymrende.
 
Alle de resterende 5 partier trak ud. Lars førte med en kvalitet for en bonde, men han måtte opgive at vinde. Remis. Mikaels modstander fandt en evig skak og reddede sig ligeledes. Øv. 2-3.
 
Men så begyndte tingene at gå vores vej. Tihomir fandt noget i sin stilling og kom til at stå til gevinst! Godt spillet – i hvert fald frem til gevinststillingen. Så blev der lidt gummiarm og pludselig var det remis igen. Men igen fandt han noget smart og til slut kunne han notere vores første sejr. SÅDAN Tihomir. Godt kæmpet. Det er den slags fighter spirit vi har brug for!
 
Pouelsten forsvarede sig tålmodigt og GODT mod en stærk modstander. Det var virkelig en mandfolke præstation at holde sammen på det der. Til allersidst var det vel nærmest Pouelsten der stod bedst? Men det var nok ikke mere end remis på noget tidspunkt.
 
Carsten havde i den grad hænderne fulde mod IM Jens Ove Fries Nielsen, men også her forsvarede vor mand sig fremragende med de sorte brikker. Til allersidst tror jeg faktisk at Carsten havde noget der lignede en gevinst, men til gengæld var han lidt kritisk bagefter på klokken. Carsten tog en evig skak og sikrede os 4-4.
 
Godt kæmpet af alle mand (undtagen holdlederen der nu skylder at spille ekstra godt fremover).
 
Jeg håber på at alle mand lægger alle kræfter i den næste opgave. Hvis der bliver kæmpet lige så godt i Odense som mod Viborg kan det kun gå vores vej.
 
Per Skjoldager