26 november 2015

Marginaler

Søndag d.22 nov skulle Evans spille ude mod Ribe. Det plejer altid at være en lige kamp. Denne gang var vores hold ramt af afbud, hvilket plejer ikke at hjælpe på vores chancer. Målsætninger var dog stadig en smal sejr. Det begyndte også at flaske for os i starten, Kim spillede forholdsvis rolig og hurtig remis med Sort, det samme gjorde Christian Dahl. På det tidspunkt så alle vores partier med Hvid til at være meget fordelagtige for os. Christian Iversen og Erik Pontoppidan hjemtog da også sejre i rigtig fin positionel stil kort før tidskontrollen. Få minutter senere måtte Frank ned efter fatal fejlberegning og desuden tabte Lars ved at overskride tiden. Samtidigt forsvandt undertegnedes merbonde lige før træk 40 og jeg måtte acceptere remis ved trækgentagelse. Stillingen var således 3,5-3,5, men varede kun et kort øjeblik, Carl gik galt i dronningslutspil og måtte også ned. Dermed har Ribe tilføjet os vores første nederlag i denne sæson, i en kamp som var præget af marginaler og kunne gå begge veje. Forhåbentlig vender lykken i de følgende vigtige kampe mod favoritterne fra Springeren og Silkeborg.
Maxim Konstantinov

Grim tur til Århus

Topkampen mod SK1968 i Aarhus blev en rigtig træls tur på mange måder. Ser i bagklogskabens klare lys skulle vi have aflyst kampen. Snestormen der havde hærget Sjælland aftenen forinden tog for alvor til da vi nåede Ejer Baunehøj, og da vi endelig ankom til Aarhus var der trafikkaos over det meste af byen, hvor bilerne ikke kunne komme op af bakkerne.

Kampen blev startet med 40 minutters forsinkelse da vi endelig var nået frem med alle mand. Alle partierne blev sendt live, så der er sikkert allerede mange der har set den slemme afvaskning vi blev offer for. Vi havde afbud fra to mand og stillede derfor med to reserver, Mikael og Bjarke.

SK68 havde også sat to reserver ind; Klaus Berg og Arne Mathiesen som man må siges er en kraftig forstærkning af deres hold. SK68's normale 5.bræt var i øvrigt til stede under hele opgøret (som tilskuer) så hele operationen med at indsætte reserver var alene en taktisk overvejelse fra deres side. Det er selvfølgelig helt lovligt efter reglerne, men næppe det der var hensigten med dem.

Det skal nu ikke være nogen undskyldning for noget. SK68 var klart det bedste hold og de vandt en fortjent sejr, omend jeg mener den var for stor. Undervejs havde vi gode stillinger og efter to timers spil så det godt ud. Men så tabte Bjarke og Farzam begge på ret store taktiske fejl. Kim Skaanning tog en hurtig remis.

Men jeg synes det så ok ud over resten af holdet. Lars stod godt nok lidt passivt synes jeg, men til gengæld mener jeg at Mikael havde en stor stilling. Jeg selv stod lidt trykket, men jeg synes ikke det var kritisk. Jeg fik to chancer senere for at udligne helt, men jeg så det bare ikke med mindre end to minutter på uret. Også Tihomir måtte ned og til sidst sad vi med to tabte slutspil og et der var klart remis. Det er lidt ærgerligt at Mikael ikke fik mindst remis. Johnni tog det sidste halve efter at have stået mere end ok efter åbningen. Altså 7-1. Jeg tror at 5½-2½ havde været bedre udtryk for spil og chancer, men under alle omstændigheder tabte vi til et klart bedre hold.

Oprykningen til SK68 er næsten allerede en realitet, men der er ikke andet at gøre end at spille for 2.pladsen nu.

Per Skjoldager

24 november 2015

Teoriundervisning torsdag d. 26. november 2015


Skakklubben Evans har i de seneste par uger haft 4 spillere med i forskellige internationale turneringer.

Thomine Stolberg-Rohr deltog på det danske kvindelandshold ved EM i Reykjavik, og ved Malta-Open var Karsten Kierkegaard Olsen en af de danske repræsentanter.

Ved VM for seniorer i Acqui Terme i Italien var Evans repræsenteret ved Margarita Baliuniene og Pouelsten Holm Grabow.
Pouelsten vil på torsdag fortælle om turneringen i det norditalienske og vise et parti herfra.

Undervisningen starter kl. 19.00, og fra kl. 19.45 spilles 7. runde af Grand Prix-turneringen (hurtigskak).

I løbet af aftenen vil der ligeledes være mulighed for at følge holdkampene Evans 4 – Nr. Snede 1 (Mesterrække 2) og Evans 5 – Grindsted 1 (A-rækken).

Tilmelding til Klubturneringen 2016 er startet i DSUs Turneringssystem (tilgås via hjemmesiden).

Preben Sørensen

22 november 2015

Live fra topkamp i 1. division


Førstedivisionskampen mellem SK1968 og Evans, der er et ægte topopgør, vises live på http://www.liveskak.dk/2015/ht/1div/r3/m1/

Per Madsen

13 november 2015

Under forventet

Søndag d. 8. nov. spillede Evans’ 3 bedste hold alle på hjemmebane, hvilket var vores første hjemmekamp i denne sæson. Evans 2 skulle møde et Horsenshold som var ramt af afbud, men dog særdeles konkurrencedygtig. Det begyndte rigtig godt for os. Kim Fuglsang og undertegnede spillede solide remiser på hhv bræt 2 og 3 efter 2 timers spil, da vi så at vi havde gode stillinger på flere brætter og ville ikke risikere at spolere stillinger ved tidskontrollen. Lidt efter kom første gevinster: Christian Iversen vandt forventet over Søren Grymer, samt Lars Sørensen debuterede i sæsonen med en rigtig god gevinst med sort på bræt 1 mod ellers solide Morten Jensby. Det eneste svære stilling vi havde på det tidspunkt var Bjarkes på bræt 5, som tidligt i partiet måtte af med dronningen mod tårn og løber efter en yderst uheldig fejlberegning. Til gengæld stod Christian Dahl rigtig godt med de hvide på bræt. Overraskelsen kom på bræt 8, hvor Frank måtte ned mod lavere ratede rumæner. Samtidig begyndte Christians parti at se mere remisagtig ud. Kort efter tidskontrollen måtte Zijad acceptere remis efter en ellers lovende stilling. Virkelig godt kæmpet af Zijad som har haft rygproblemer hele ugen og havde svært ved at sidde. De sidste to partier var nervepirrende og vi håbede på en smal sejr, men det ville Caissa ikke denne gang – Bjarke måtte give op til sidst og Christian måtte samtidig acceptere remis ved trækgentagelse. Dermed en lidt ærgerlig uafgjort 4-4. Ikke helt som ventet, men det er trods alt bedre end at tabe. Vi kommer igen i de efterfølgende kampe!

Maxim Konstantinov

09 november 2015

Nyt godt resultat af Evans 1.


Hjemmekampen mod Herning i 1. division vil ikke blive husket for vores overdådige spil. Faktisk må vi nok være ærlige og sige at vi var lidt heldige.

Første sejr var Kim Skaanning der spillede et fint parti. Jeg husker ikke lige rækkefølgen af resten af vores points men Johnni Veng vandt ihvertfald på bræt 1 på tid. Hans modstander hævdede at der var noget galt med uret, men efterfølgende afprøvninger viste ikke noget unormalt. Tihomir vandt også. Jeg så ikke hvordan, men det var vistnok ikke spil til et mål. Pouelsteens gevinst kunne der heller ikke rigtig indvendes noget imod. Hans stod fint hele vejen.

Men dagens mirakel stod Lars Pedersen for. To isolerede dobbeltbønder + 1 isoleret bonde mod mostanderens 6 sunde bønder så slemt ud. Til gengæld havde han lidt kompensation i form af aktive officerer og løberpar. Men alligevel. Jeg troede ikke på det.Men miraklet indtraf og Lars fik et par skakker ind sammen med en fin kombi og så var det slut.

Slutresultatet er altså at vi vandt 5-3. Et halvt point over forventet score og dermed endnu en god præstation mod et godt hold. I næste kamp spiller vi ude mod SK 68, og det kan vise sig at være kampen om oprykningen.

Per Skjoldager

01 november 2015

Sejr i 1.runde mod Skanderborg 2


Vi drog afsted med tanker om svær udekamp, da Skanderborg har flere gode spillere og på en god dag, kan stille med +2100 på halvdelen af holdet. Det viste sig ikke at være tilfældet. De to ”skræmmende” brætter var 1 og 2, med hhv 2300 og 2200 mænd. Resten var ratingmæssig lige eller endda mindre end os.

Først færdig var Zijad med en sikker remis med sort efter en times spil. Jeg nåede ikke at se meget af dette parti, men det så ud til der var ingen problemer der. Resten af partier forløb i hård kamp, og resultater begyndte at komme lige omkring tidskontrollen. Vores ”lejesvend” fra 3. holdet Jørgen Aaskov vandt i fin stil i slavisk med Hvid efter at have udnyttet den sorte springers ringe placering. Bjarke vandt en sikker sejr, også med Hvid, i sin vanlige Engelske åbning, det så ud tid modstanderen ikke kendte ret meget af dette og blev kørt stille og roligt over med en bondestorm på kongefløjen. Frank vandt med sort i en spanier mod sin unge og mindre rutinerede modstander.

Næste til at blive færdig var undertegnede. Min modstander spillede fint parti og straffede mig positionelt efter unøjagtighed med sort i en sidevariant af Siciliansk. Der var ingen dikkedarrer og jeg fik ikke et ben til jorden i midtspillet. Eldis, debutanten på Evans’ divisionshold, spillede en fin dragevariant, men nerverne var vist ikke på rette sted, Eldis kom i tidnød, spillede forkert og tabte. Det kan ske for alle. Uanset hvad, tillykke med debuten! Alt det ovennævnte skete med 20 minutters mellemrum. Ca kvarter senere vandt Christian, han havde Hvid i en sidevariant i Benoni og det så ud til han havde styr på brikkerne hele partiet igennem, det tog længe hans modstander at komme over 5.række og da det skete, var hans konge havnet i et matnet.

Dagens resultat stod Kim Fuglsang for. Han spillede Bird (”fugleåbning”) – det fremgår vel af efternavnet. Hans stærke modstander fik meget fint spil. Hen mod tidnøden ofrede Kim en kvalitet for at få samlede fribønder i centrum. Dette viste sig at være klog beslutning, da modstander ikke længere kunne finde ud af hvad der sker og de gentog træk og enedes om remis. Dermed en fin og sikker 5-3 sejr til os.

En lille pudsighed var at undertegnede var så groggy efter sit eget parti og efteranalyser, at det først gik op for mig på vej hjem i bilen at vi vandt 5-3 og ikke tabte med samme cifre. Der fik vi et stort grin. Jeg håber succesen gentager sig næste gang, og jeg prøver at lade være med at tage fejl af resultatet 

Maxim Konstantinov