16 december 2013

Auktion

Kære skakvenner

Dette fantastiske flotte skakbræt med indlagt træ, elfenben og flere gange lak, udbydes i auktion til julefrokosten mellem silden og rødspætten. Vurderingsprisen kr. 500 – 600. 




Beløbet går til Evans Skakklubbens Venner.

Hvis interesserede ikke kommer til julefrokosten, kan de byde på det til mig på mobil nr. 2443 1049 og i de sidste minutter inden hammeren falder, være i kontakt med mig.

Skakbrættet kan ses hos mig ved aftale.

Med venlig hilsen
Villy Christiansen
Venusvej 23

7100 Vejle

09 december 2013

1. Division, Evans-Aalborg 5-3


Så skete det endelig. Vi fik vores første sejr i holdturneringen. Og lad det være sagt med det samme: Det var alt taget i betragtning en fortjent sejr.

Efter 1½ times spil var jeg ellers lidt bekymret. Jeg havde lige været en tur rundt og kigge lidt. Henrik Svanes modstander havde fået en grim fribonde ind på a7 som man ikke sådan lige kunne få ryddet af vejen. Henrik fortalte mig senere, at han jo havde en officer mere, så han synes jo nok at det var ok. Ja, ja, nu kan man åbenbart ikke nøjes med at tælle bønder, men skal også til at tælle officerer.

Kim Skaanning stod skidt. En officer for lidt men for to samlede fribønder. Senere fik Kim stabiliseret det noget og fik to Tårne mod Dronning og Springer. Men han måtte ned til sidst.

Jeg selv var i svære overvejelser i mit eget parti. Skulle jeg ofre en Springer for en bonde og et lovende angreb? Jeg brugte lang tid på at regne på det og i mellemtiden blev det remis på bræt 1 i en stilling hvor Carsten var en anelse dårligere. Henrik Svane spillede også ret hurtigt remis. Et par unøjagtigheder og modstanderen var med igen.

Søren spillede stærkt på ottendebrættet og pludselig var bolden i mål. Godt spillet Søren. 2-2.

Tihomir stod virkelig godt ved udgangen af midtspillet og modstanderen blev tromlet helt ned i slutspillet. Lars Pedersen stod også klart til gevinst, selv om den godt kunne være lidt teknisk svær med Dronninger og uligefarvede Løbere. Men begge spillede tilsyneladende præcist og vandt.

Jeg selv havde besluttet mig for at ofre Springeren. Jeg var dog ikke glad for at minde mig selv om at jeg jo havde tabt de to første partier, og at jeg med et tab i dag ville være på 0/3. Sådan en holdleder er der ingen der har brug for. Nå, men heldigvis viste offeret sig at være korrekt og Frits er enig med mig i, at jeg stod bedst hele vejen. Endelig. Holdlederen på tavlen!

Nu førte vi så 5-2. Sejren var i hus. Pouelsten havde egentlig fået lov til at tage en hurtig remis, men modstanderen ville spille. Pouelsten lavede en fejl i en helt lige stilling. Og så var det ellers op ad bakke resten af vejen. Fremragende kæmpet gennem 80 træk, men han måtte ned til sidst.

Jeg synes egentlig ikke vi var heldige nogen steder på noget tidspunkt. Med lidt medvind havde det blevet en endnu større sejr, men det venter vi med til næste gang. Nu er vi på en delt tredjeplads, og med et godt resultat næste gang er vi med i toppen.

Per Skjoldager

11 november 2013

1. Division, Frem - Evans 5-3

Kampreferat. 

Det var et skidt resultat vi fik i Odense. Lad det være sagt med det samme: Vi tabte 5-3 og det kunne have gået værre. Jeg selv var begravet i mit parti næsten fra vi kom til vi gik. 90 træk måtte jeg igennem inden jeg opgav partiet. For mit eget vedkommende kan jeg sige at det var et rigtigt kampparti, men et par unøjagtigheder hen imod træk 20 gav min modstander initiativet og han slap det aldrig.
Carsten tabte, men jeg så ikke hvordan det gik til. Derimod så jeg at Kim tabte en kvalitet til Kristoffer Dyrgaard for en bonde. Jeg troede egentlig nok at Kim kunne holde partiet, men han måtte også ned. Pouelsten tog sig en sikker remis på bræt 3. Det var så den eneste halve vi fik på de første fire brætter.
Lars Pedersen ofrede en officer og som jeg så det, kunne han såmænd godt have tabt. Men det gjorde han ikke. Han kæmpede nærmest til sidste patron for at vinde, men remis blev det. Godt kæmpet af Lars.

Henrik Svane en hurtig og sikker remis med sort. Søren Rix spillede rigtig godt og han kørte stille og roligt sin modstander baglæns og inkasserede vores eneste gevinst.
Mikael der blev indkaldt i sidste øjeblik pga. et sent afbud, spillede også remis. Jeg så ikke rigtig hvad der skete. Men altså remis.

Jeg troede egentlig at det var Evans, Frem og Viborg der var oprykningskandidater i vores gruppe. Men Viborg tabte overraskende med 5½-2½ til Esbjerg og ligger sidst. Vi er næstsidst! Der er heldigvis stor jævnbyrdighed i rækken, men næste gang er vi nødt til at tage os en sejr. Og det GØR vi.

Per Skjoldager

06 november 2013

Sydgrandprix 2013/14 - Hurtigskak

Sydgrandprix 2013/14 - 3. runde

3. runde er i Fredericia lørdag d. 16. november

Invitation kan ses her: klik her

Oversigt over spilledatoer for hele sæsonen kan ses her: klik her

Per Madsen

29 oktober 2013

1. Division, Evans - Viborg 4-4

Kampreferat.
 
Sæsonens første kamp mod Viborg havde jeg på forhånd anset som divisionens sværeste opgave. Viborg har et meget stærkt og homogent hold og de må anses for at være en af favoritterne til oprykning til Skakligaen. Især på de 3 øverste brætter er Viborg stærke. 3 mand med mere end 2300 i rating indgyder respekt!
 
Vi vil selvfølgelig gerne spille med i den bedste ende af rækken, så det var derfor ekstra vigtigt at få en god start på turneringen. Resultatet 4-4 er jeg godt tilfreds med. Det er ”næsten” et halvt point over vores forventede score, så hvis det fortsætter sådan bliver det en spændende sæson.
 
Kampforløbet:
 
Vi fik hurtigt afsluttet på bræt 2 og 7. Kim Skaanning ”fik” sin remis mod sin stærke modstander og Henrik Svane ”fik” det samme med sort. 1-1. Så indtraf katastrofen. Jeg selv overså en ret simpel taktisk vending og tabte en officer uden kompensation. Virkelig ærgerligt, idet jeg jo havde planlagt at vinde for netop at statuere et godt eksempel.
 
Pouelsten og Karsten der jo havde sort mod deres stærke modstandere havde hænderne fulde med at forsvare sig. Tihomir havde en stilling i en franskmand jeg absolut ikke synes så lovende ud – tværtimod, så det så ikke alt for lyst ud synes jeg. Lars Pedersen stod dog lidt i overkanten og Mikael som var reserve på 8. bræt havde ”mindst lige spil”. Bekymrende.
 
Alle de resterende 5 partier trak ud. Lars førte med en kvalitet for en bonde, men han måtte opgive at vinde. Remis. Mikaels modstander fandt en evig skak og reddede sig ligeledes. Øv. 2-3.
 
Men så begyndte tingene at gå vores vej. Tihomir fandt noget i sin stilling og kom til at stå til gevinst! Godt spillet – i hvert fald frem til gevinststillingen. Så blev der lidt gummiarm og pludselig var det remis igen. Men igen fandt han noget smart og til slut kunne han notere vores første sejr. SÅDAN Tihomir. Godt kæmpet. Det er den slags fighter spirit vi har brug for!
 
Pouelsten forsvarede sig tålmodigt og GODT mod en stærk modstander. Det var virkelig en mandfolke præstation at holde sammen på det der. Til allersidst var det vel nærmest Pouelsten der stod bedst? Men det var nok ikke mere end remis på noget tidspunkt.
 
Carsten havde i den grad hænderne fulde mod IM Jens Ove Fries Nielsen, men også her forsvarede vor mand sig fremragende med de sorte brikker. Til allersidst tror jeg faktisk at Carsten havde noget der lignede en gevinst, men til gengæld var han lidt kritisk bagefter på klokken. Carsten tog en evig skak og sikrede os 4-4.
 
Godt kæmpet af alle mand (undtagen holdlederen der nu skylder at spille ekstra godt fremover).
 
Jeg håber på at alle mand lægger alle kræfter i den næste opgave. Hvis der bliver kæmpet lige så godt i Odense som mod Viborg kan det kun gå vores vej.
 
Per Skjoldager