30 december 2015

Klubturneringen 2016

HUSK !

Tilmelding til Klubturneringen 2016 skal ske senest 2. januar 2016

Tilmelding kan ske øverst her på siden


Skakklubben Evans ønsker alle medlemmer et godt nytår

Per Madsen

17 december 2015

Fra ondt til værre

Søndag d.13 december skulle Evans 2 spille kalenderårets sidste kamp mod naboklubben Springeren fra Kolding. Starten var vellykket, Kim spillede remis på bræt 2, Bjarke vandt med sort i noget der lignede en velkendt variant i Grünfeld-Indisk som Bjarke må have kendt bedre end sin modstander. Frank og reserven Peter Bøgh tabte efter spændende omend mislykket angreb. Jeg nåede ikke se ret meget af disse partier, men resten af partier så ud til vi nok skulle få en uafgjort resultat. Der tog jeg grueligt fejl. Christian Dahl fejlberegnede en kombination og måtte ned, samme gjorde undertegnede. Christian spillede en klassisk variant i Skotsk og havde fint spil indtil evigt opfindsomme Gert Aagaard lokkede ham i en fælde. Jeg spillede en opportunistisk variant i Carlsbad med sort, havde styr på det meste, undtagen tiden, hvilket gjorde udslaget i form af 2 dårlige træk op mod tidskontrollen og pludselig havde kongen ingen flugtfelter. Tilbage sad Zijad og Lars, som begge havde svære stillinger. Zijad kæmpede mod kongeangreb i Stonewall, til sidst fandt modstander en vej frem og Zijad måtte resignere. Lars spillede Spansk mod Sort mod Springerens IM’er, og havde egentlig en lige stilling hele vejen igennem, men Attila forstod at holde presset og til sidst vandt i løberslutspil. Facit blev 6,5-1,5, halvanden point mindre end hvad professor Elo lovede os vi burde have. Vi er pludselig havnet i bunden af tabellen og vi må derfor indstille os at spille efter at undgå nedrykning.

Maxim Konstantinov

26 november 2015

Marginaler

Søndag d.22 nov skulle Evans spille ude mod Ribe. Det plejer altid at være en lige kamp. Denne gang var vores hold ramt af afbud, hvilket plejer ikke at hjælpe på vores chancer. Målsætninger var dog stadig en smal sejr. Det begyndte også at flaske for os i starten, Kim spillede forholdsvis rolig og hurtig remis med Sort, det samme gjorde Christian Dahl. På det tidspunkt så alle vores partier med Hvid til at være meget fordelagtige for os. Christian Iversen og Erik Pontoppidan hjemtog da også sejre i rigtig fin positionel stil kort før tidskontrollen. Få minutter senere måtte Frank ned efter fatal fejlberegning og desuden tabte Lars ved at overskride tiden. Samtidigt forsvandt undertegnedes merbonde lige før træk 40 og jeg måtte acceptere remis ved trækgentagelse. Stillingen var således 3,5-3,5, men varede kun et kort øjeblik, Carl gik galt i dronningslutspil og måtte også ned. Dermed har Ribe tilføjet os vores første nederlag i denne sæson, i en kamp som var præget af marginaler og kunne gå begge veje. Forhåbentlig vender lykken i de følgende vigtige kampe mod favoritterne fra Springeren og Silkeborg.
Maxim Konstantinov

Grim tur til Århus

Topkampen mod SK1968 i Aarhus blev en rigtig træls tur på mange måder. Ser i bagklogskabens klare lys skulle vi have aflyst kampen. Snestormen der havde hærget Sjælland aftenen forinden tog for alvor til da vi nåede Ejer Baunehøj, og da vi endelig ankom til Aarhus var der trafikkaos over det meste af byen, hvor bilerne ikke kunne komme op af bakkerne.

Kampen blev startet med 40 minutters forsinkelse da vi endelig var nået frem med alle mand. Alle partierne blev sendt live, så der er sikkert allerede mange der har set den slemme afvaskning vi blev offer for. Vi havde afbud fra to mand og stillede derfor med to reserver, Mikael og Bjarke.

SK68 havde også sat to reserver ind; Klaus Berg og Arne Mathiesen som man må siges er en kraftig forstærkning af deres hold. SK68's normale 5.bræt var i øvrigt til stede under hele opgøret (som tilskuer) så hele operationen med at indsætte reserver var alene en taktisk overvejelse fra deres side. Det er selvfølgelig helt lovligt efter reglerne, men næppe det der var hensigten med dem.

Det skal nu ikke være nogen undskyldning for noget. SK68 var klart det bedste hold og de vandt en fortjent sejr, omend jeg mener den var for stor. Undervejs havde vi gode stillinger og efter to timers spil så det godt ud. Men så tabte Bjarke og Farzam begge på ret store taktiske fejl. Kim Skaanning tog en hurtig remis.

Men jeg synes det så ok ud over resten af holdet. Lars stod godt nok lidt passivt synes jeg, men til gengæld mener jeg at Mikael havde en stor stilling. Jeg selv stod lidt trykket, men jeg synes ikke det var kritisk. Jeg fik to chancer senere for at udligne helt, men jeg så det bare ikke med mindre end to minutter på uret. Også Tihomir måtte ned og til sidst sad vi med to tabte slutspil og et der var klart remis. Det er lidt ærgerligt at Mikael ikke fik mindst remis. Johnni tog det sidste halve efter at have stået mere end ok efter åbningen. Altså 7-1. Jeg tror at 5½-2½ havde været bedre udtryk for spil og chancer, men under alle omstændigheder tabte vi til et klart bedre hold.

Oprykningen til SK68 er næsten allerede en realitet, men der er ikke andet at gøre end at spille for 2.pladsen nu.

Per Skjoldager

24 november 2015

Teoriundervisning torsdag d. 26. november 2015


Skakklubben Evans har i de seneste par uger haft 4 spillere med i forskellige internationale turneringer.

Thomine Stolberg-Rohr deltog på det danske kvindelandshold ved EM i Reykjavik, og ved Malta-Open var Karsten Kierkegaard Olsen en af de danske repræsentanter.

Ved VM for seniorer i Acqui Terme i Italien var Evans repræsenteret ved Margarita Baliuniene og Pouelsten Holm Grabow.
Pouelsten vil på torsdag fortælle om turneringen i det norditalienske og vise et parti herfra.

Undervisningen starter kl. 19.00, og fra kl. 19.45 spilles 7. runde af Grand Prix-turneringen (hurtigskak).

I løbet af aftenen vil der ligeledes være mulighed for at følge holdkampene Evans 4 – Nr. Snede 1 (Mesterrække 2) og Evans 5 – Grindsted 1 (A-rækken).

Tilmelding til Klubturneringen 2016 er startet i DSUs Turneringssystem (tilgås via hjemmesiden).

Preben Sørensen