09 marts 2018

Skakklubben Evans i Skakligaen


Så lykkedes det endelig for Skakklubben Evans at sikre sig oprykning til Skakligaen efter flere forgæves forsøg og 37 års venten.


Tekst til foto: Oprykningen er i hus, og Evans er tilbage i Skakligaen.
F.v. Farzam Firooznia, Tihomir Borovnica, Kim Skaanning, Per Skjoldager, Lars Pedersen, John Rødgaard, Bjarke Kristensen og Leif Kristensen. Foto: Lars D. Sørensen.

Den afgørende kamp søndag eftermiddag mod Fredericia sluttede 4-4. De første 6 partier i matchen sluttede alle remis, hvilket betød, at afgørelsen var faldet, da Evans kun behøvede 3 points til oprykning til Ligaen. De sidste 2 partier resulterede i en sejr til hvert hold.

Tak til de to holdledere, Kim Skaanning og Per Skjoldager, for at stille med et slagkraftigt hold til alle 7 matcher. I 51 af partierne var det stamspillere der sad ved brætterne, og kun i 5 tilfælde blev der indkaldt reserver, som med 3½/5 også var stærkt medvirkende til holdets succes.

Oprykningen blev fejret på Restaurant Flammen søndag aften, hvor spillere fra de 2 divisionshold og mesterrækken samledes til spisning og hyggeligt samvær.

På vej ud af restauranten mødte undertegnede VB’s italienske trænerteam. Nu ved man i Nørreskoven, hvad man har at leve op til. Kom så, VB!

Se hvad Vejle Amts Folkeblad skrev om oprykningen: HER

                                                                                                                                      Preben Sørensen
                                                                                                                                      (stolt formand)

                                                      Indkaldelser til generalforsamlinger

Skakkens Venner Vejle indkalder til generalforsamling

Torsdag d. 22. marts 2018 kl. 19.00


****

Skakklubben Evans indkalder til generalforsamling

Torsdag d. 5. april 2018 kl. 19.00



Peter Bøgh Larsen

31 januar 2018

Teoriundervisning tors d.1 feb


I morgen vil Kim Skaanning fortælle de fremmødte en ting eller to om Evans-gambitten:-) Der forventes som sædvanligt en lille spændende foredrag, så husk at møde op!

Maxim Konstantinov

14 januar 2018

Teoriundervisning tors d.18 jan


Hej alle, på torsdag vil Kim Fuglsang debutere i denne sæson med teoriundervisning hvor han vil vise uddrag af nogle spændende partier. Kom og vær med!

Maxim Konstantinov

28 december 2017

Jens Ove Vedel (1947 – 2017):

Det er med stor sorg, at vi har modtaget budskabet om Jens Ove Vedels død på Aarhus Sygehus den 23. december, 70 år gammel.
Jens Ove kom til Vejle i 1972 og blev straks medlem af Skakklubben Evans, som han forblev trofast overfor indtil sin død. Med sin lune facon og sin snakkesalighed kom han hurtigt ind på livet af folk, og han blev hurtigt ikke bare et kendt ansigt i klubben, men også blandt skakfolk rundt omkring.
I perioden 1974-78 var han sekretær og fra 1983 til 1987 menigt bestyrelsesmedlem i Evans, men herefter besad han ingen egentlige bestyrelsesposter. I stedet var der ingen grænser for, hvilke ad hoc-opgaver han påtog sig. Altid klar til at hjælpe ligegyldig hvad end opgaven bestod af.
Ordentlighed og sirlighed prægede Jens Oves tilværelse. Fra de mange år ved postvæsenet i Vejle med uddeling af både breve og pakker måtte der naturligvis være styr på tingene. Hvis skakmaterialerne ikke stod pænt og ordentligt i skabene, blev der hurtigt rettet op på tingene, hvis det kom for hans åsyn. Ved holdkampe blev heller intet overladt til tilfældighederne, og man kunne være helt sikker på, at alt var klappet og klart til kampstart. Mange vil også kunne nikke genkendende til de flotte vægtavler og plakater med den meget læsevenlige skrift, som Jens Ove også var mester for.
Jens Ove var fra naturens side forsynet med et positivt livssyn, hvilket heller ikke fornægtede sig under hans lange sygdomsforløb. Han kæmpede i en lang periode flot mod leukæmien, men da den nye knoglemarv ikke helt ville gå i spænd med hans egen, var kampen desværre i længden udsigtsløs.
Igennem de 45 år Jens Ove var medlem af klubben, deltog han i stort set alle turneringer og holdkampe, men i de senere år kom han ligeså meget for hyggen og snakkens skyld, og så blev der tit taget en hurtig remis. Adspurgt om point-delingen efter få træk ikke var en anelse for hurtig var hans prompte svar altid: ”Det kunne jo ikke blive andet!” Herefter var der mulighed for at gå til hånde og hjælpe med diverse opgaver, og så blev der normalt også tid til en øl – eller to.
Vi er mange, der vil komme til at savne vores gode skakkammerat, og der vil helt sikkert blive mere stille i skaklokalerne på Hældagerskolen i Vejle fremover.
Æret være Jens Oves minde.
Preben Sørensen