05 marts 2014

Divisionsafslutning i Silkeborg.


Sidste rundes kamp i Silkeborg blev både spændende og dramatisk.

Som oplæg til kampen havde jeg bedt alle spillere om at spille på gevinst. Som nogen måske ved, var vi 1½ points efter Esbjerg inden dagens kamp. Det var altså svært, men ikke umuligt at rykke op i skakligaen. Vi kunne jo altid håbe lidt på at SK68 ikke stillede med det absolut stærkeste. De var allerede sikre på ikke at rykke ned. Desværre var der jo ikke runde i skakligaen, så SK68 stillede med sæsonens stærkeste mandskab. Øv.

Derudover var aftalen, os spillere imellem, at vi ikke skulle lade os distrahere af de andre kampe. Vi skulle koncentrere os om vores eget parti, og den som først havde vundet sit parti, skulle holde øje med de andre, og dirigere slagets gang.

Jeg så derfor ikke meget andet end mit eget parti der blev både indviklet og spændende. Jeg opfattede dog at Lars Pedersen ret hurtigt tabte og at Svane spillede remis. Ikke den bedste optakt. Det varede dog ikke længe før Søren Rix meldte sig på banen med en gevinst 1½-1½.

Henrik Svane fortalte mig da jeg var ude efter kaffe, at det så skidt ud for Esbjerg. De stod nærmest til at tabe dysten mod Aalborg. Senere tabte Tihomir. Og Carsten spillede remis. Han førte ellers vistnok med en bonde forlød det. En ny melding fra Henrik gik på at det måske var nok med 4-4. Esbjerg var stadig i problemer. Jeg selv vandt et godt parti, men så tabte Pouelsten i en ellers lidt bedre stilling. Kim endte med at vinde over sin modstander, så det hele endte med 4-4.

Desværre fik Esbjerg pludselig voldsom medvind på cykelstien. Det forlød at et af partierne gik til Esbjerg i en ellers tabt stilling på grund af at der blev sat en officer i slag. Mod det kæmper selv guderne forgæves og Esbjerg endte såmænd med at vide 5-3. Dermed havde de selv afgjort det, og set i det lys kunne vi naturligvis ikke rykke op. Men tillykke til Esbjerg. 5 HK har nu et skakligahold. Evans blev nr 2. To-et-halvt points efter. Nedrykker blev Springeren og Silkeborg. Alt i alt en godkendt sæson.

Som holdleder har jeg med glæde noteret mig at der over hele sæsonen kun indløb to afbud i alt. Tak for en god opbakning og tak for en god og spændende sæson.

Per Skjoldager