02 marts 2017

Gynger

Kampen mod Varde kan bedst beskrives som gynger – det svingede frem og tilbage i stillingsbedømmelser. Kampen indledtes med at undertegnede så syner i åbninger og kom bagud med 2 bønder med hvid. Det så virkelig tabt ud, men jeg fortsatte med at kæmpe. Første resultater kom dog efter par timers spil, Jørn Bach vandt med tematisk kongeangreb med Sort i Siciliansk, Christian Iversen spillede remis mod Vardes topscorer i en Englænder. Helge Poulsen havde et matangreb undervejs, men trak uheldigt, overså modstanders fælde og måtte desværre selv ned i stedet. Reserven Henrik Svane vandt i fin stil med Sort på 1.brættet; den anden reserve, vores eneste titelholder, Thomine måtte nøjes med remis på bræt 2. På det tidspunkt var jeg selv ved at fiske en remis fra min modstander, men det gik ikke og jeg måtte ned. Jørgen Aaskov fuskede sin modstander med Sort og vandt. Tilbage sad Christian Dahl, som havde svær stilling efter åbningen og måtte spørge mig 2 gange undervejs om han måtte acceptere remistilbuddet, hvilket han fik et nej påJ Og heldigvis, belønnedes undertegnes tro på Christians taktiske kundskaber med endnu en gevinst i 4.time. Vi vandt dermed topkampen med sikre 5-3 og har nærmest sikret os 1.pladsen i gruppen.

Maxim Konstantinov