I weekenden 27.-28.
oktober oplever Vejle nogle af de største danske skaknavne, idet Evans spiller
med i landets øverste skakrække for første gang i 37 år!
Der er besøg fra flere hold fra Århusområdet samt et par
sjællandske, med flere stjerner på holdene.
Første runde på lørdag byder på opgør mellem Evans og
Århus/Skolerne 1 med GM Jakob Vang Glud på 1.brættet, som for ikke så længe
siden var på besøg i Vejle Bibliotek for at give simultan opvisning. To andre
opgør vil være mellem Jetsmark 1 og Nordkalotten, hvor Jetsmarks bræt 1 og 2 er
hhv IM Jesper Thybo, som er Europamester 2017 i U18 klassen og er en af
Danmarks største talenter pt, og GM Allan Stig Rasmussen, tidligere
landsholdsspiller. Nordkalotten kan prale af at have den svenske GM Jonny
Hector på øverste bræt. Det tredje opgør på lørdag vil være mellem de
forsvarende Danmarksmestre fra Skanderborg og det sjællandske hold BMS 1.
Skanderborg har 2 unge talenter på øverste brætter, GM Mads Andersen samt IM
Bjørn Ochsner Møller, regerende Danmarksmester.
Søndag vil ligeledes byde på 3 opgør: Evans møder
Skanderborg, BMS 1 spiller mod Jetsmark 1 og Nordkalotten skal prøve kræfter
med Århus/Skolerne 1.
Kampene starter lørdag kl 14 og søndag kl.10. Adressen er
Hældagerskolen, Nørremarksvej 157, 7120 Vejle Ø
Der vil være livedækning af partierne, men tilskuerne er
også meget velkomne!
Maxim Konstantinov