22 november 2010

Runderapport fra holdturneringen

1. holdets hjemmekamp mod Holbæk 21. november 2010.
2. div.gr. 2 er meget jævnbyrdig indtil nu, da alle kampe i 1. runde sluttede 4½-3½. Evans var heldigvis en af vinderne mod Dianalund.
Chr. ofrede 1 tårn for 2 bønder, derefter var der evig skak og dermed remis.
Kim fik en merbonde og 2 samlede fribønder i centrum. Modstanderen havde fået en bonde helt frem til e6. Bliver den svag eller stærk? Bonden blev stærk, men Kim afværgede det og det endte også remis efter 4 timer.
Thomas lavede et ulovligt træk i tidnøden og modstanderen nød godt af den tillagte tid. Alligevel blev der drama ud af det, da ingen af spillerne havde noteret de sidste 9 træk. Heldigvis havde jeg dem med fra sidelinien. Thomas fik lov at spille videre da der var gjort 40 træk. Kort efter opgav Thomas. Holbæk fører nu 2 – 1.
Mikael Skjoldager fik hurtigt ødelagt modstanderens rokade. Det så dog ud til at Mikaels fordel var ved at smuldre, men sejren kom i hus.
Aaskov spillede med rokade til hver sin side. Efter tidsnøds dramaerne havde modstanderen pludselig en løber og en bonde i overskud. Efter en del træk, som må være et udslag af holdånd måtte Aaskov opgive. Holbæk fører nu 3 -2.
Per og hans modstander fik begge en ny dronning lige efter hinanden, men Per havde initiativet og en masse skakker, som til slut gav gevinst.
Ivan havde som sædvanlig brugt meget tid, men i træk 13 slår han en bonde på e5 med sin springer. Dette får modstanderen til at gå i boksen og Ivan kommer foran på tid samt inder en bonde. Efter et langt parti vinder Ivan partiet. Dette er et resultat af merbonden og modstanderens manglende tid.
Efter 24 træk havde Søren med sort alle sine resterende officerer på 8. række (D+S afbyttet). Søren tilbyder remis i træk 48, men dette bliver afslået. Sørens modstander ofre en løber for at få en bonde til forvandling, men Søren har en parade som hans modstander selvfølgelig ikke havde set.
Dette var mine betragtninger, men vil i vide mere om de enkelte partier, må I selv dukke op som tilskuer til næste hjemmekamp den 5. december.
Resultatet blev 5 – 3 til Skakklubben Evans. Et rigtig godt resultat.

Ninna


Runde 2 rapport fra Evans 2
I anden runde mødtes Evans 2 og Haderslev på sidstnævntes hjemmebane på VUC. Evans 2 var igen ramt af flere afbud, dog fik vi et par stærke reserver sat ind, i form af Thomine og Knud Lysdal. Efter en times spil var Evans 2 godt med på flere brætter og alt så lyst ud. Peder Madsen måtte dog først ned mod en stærk 2100-mand. Derefter kom 2 remiser fra hhv. Michael og Torben. Med stillingen 2-1 i Haderslevs favør havde vi dog flere fordelagtige stillinger. Desværre havde vi ikke heldet med den dag. Kort før tidskontrollen måtte først Kim, derefter Thomine kapitulere, selvom deres stillinger så længe remisagtige ud. Knud lavede også noget skidt i tidsnøden efter at have stået godt i en Meraner med Hvid, og det blev 5-1. Dog fik vi et par lyspunkter til sidst. Frank vandt (efter lang tørke - endelig!:-)) et spændende parti med Sort, modstanderen fik vist ikke et ben til jorden. Undertegnede spillede igen middelmådigt, efter at have fået en god fordel efter åbningen, lavede jeg en fejl ved overgangen til slutspil i en kongeinder, som dog lykkedes at holde remis 2 bønder bagud til trods. Dermed igen et nederlag på 2½-5½ og Evans 2 er på sidstepladsen efter 2 runder. Kampen om at undgå nedrykning er stadig tæt dog, så helt uden chancer er vi ikke i denne stærke gruppe

Maxim Konstantinov

Vojens 2 - Evans 7, resultat 2½-1½, 15/11-10 i Vojens.
I mit parti kom jeg bedst ud af åbningen; men lavede et upræcist træk, som kostede en bonde. Det hele blev afviklet til et slutspil med uligefarvede løbere og syv mod seks bønder. Det var ikke svært for mig at sætte en
stilling op, der var stendød remis. ½-½.
Thomas spillede aggressivt og var pludselig tre bønder bagude. Det endte med et tårnslutspil med fem bønder mod to. Thomas begyndte dog med sikker hånd at æde modstanderens bønder og fik på mirakuløs vis remis. ½-½.
Niels spillede et flot angrebsparti med flere ofre. Brikkerne, altså Nielses, vandrede langsomt af brættet. Desværre valgte modstanderen ved flere lejligheder det eneste rigtige træk, bl.a. at afslå et løberoffer. Til sidst ebbede det hele ud og Niels kunne frit jage modstanderens konge rundt på brættet; men ikke sætte mat. ½-½.
Per spillede et meget jævnbyrdigt parti og var endog foran med en bonde på et tidspunkt. Ligesom sidst, var der dog pludselig en af modstanderens bønder, der slap fri og kunne løbe lige ned. 0-1.

Jan Munch Pedersen