13 november 2010

Runderapport fra 1. runde i holdturneringen

Jerne 1 - Evans 4, resultat 4½ - 3½, 01/11-10 i Jerne

1 Dennis Munksgaard (0.71) 1 - 0 Anders Andersen (0.29)
2 Søren A. Sørensen (0.78) 1 - 0 Erik Pontoppidan (0.22)
3 Henning Jensen (0.5) ½ - ½ Helge Nielsen (0.5)
4 Leif Madsen (0.52) 0 - 1 Carl Heinrich Mortensen (0.48)
5 Preben Josefsen (0.6) ½ - ½ Ebbe Christensen (0.4)
6 René Poulsen (0.64) 1 - 0 Thomas Hansen (0.36)
7 Ib Klitaa (0.63) ½ - ½ Thorkild Kristiansen (0.37)
8 Verner Fonnesbeck (0) 0 - 1 Knud Kristensen (1)

Evans 4 spillede i 1.runde mod Jerne i mester 2. Det første resultat var en hurtig remis til Helge. Knud havde fået en dårlig stilling, men vandt alligevel,og derefter kom der et nederlag til Erik, som var oppe mod en velspillende Søren Sørensen . Både Ebbe og Thorkild spillede remis. Anders havde fået en fordelagtig stilling ved 1.bræt, men overså desværre en mat i bunden. Thomas kæmpede i et slutspil med en bonde mindre, men måtte se sig slået, og endelig vandt Carl efter officerstab hos modstanderen.Evans 4 tabte dermed knebent 3½-4½ til Jerne.

Thorkild Kristiansen.
 
Evans 5 - Evans 6, resultat 3-1, 04/11-10 i Vejle

1 Karsten K. Olsen (0.71) 0 - 1 Henrik M. Sørensen (0.29)
2 Kristian Søholm (0.76) 1 - 0 Alex Herluf Pedersen (0.24)
3 Per Madsen (0.64) 1 - 0 Simon Møller Simonsen (0.36)
4 Farzam Firooznia (0.79) 1 - 0 Hans Skov (0.21)
 
På bræt 1 stillede Karsten Olsen for 5. holdet op mod den for tiden godt spillende Henrik Sørensen. Henrik spillede et godt parti og trak sig ud som vinder af partiet.
Bræt 2 var mellem Kristian Søholm og Alex Pedersen. Ifølge Kristian lignede partiet en overgang remis, men Alex så åbenbart ikke muligheden og måtte senere se sig som taber af partiet.
På bræt 3 havde jeg selv æren af at møde Simon Simonsen. Simon ofrede en bonde i åbningen og fik meget initiativ og aktivt spil. Det lykkedes mig at holde tungen lige i munden og på finurlig vis fik jeg truet begge Simons springere. Simon måtte afgive den ene og dermed førte jeg solidt. Senere i partiet fik jeg min dronning lidt på afveje og Simon fik hentet et par bønder, og partiet lignede efterhånden remis. Simon tilbød da også remis som jeg dog afslog. Efter et bedre slutspil kunne jeg alligevel hente hele pointet.
På bræt 4 var klubbens ældste medlem Hans Skov oppe mod den godt spillende Farzam. Ifølge Farzam spillede Hans meget offensivt i starten. Det lykkedes Farzam at holde stand og få et gennembrud med bønderne og Hans måtte se sig besejret.
 
Per Madsen  
 
Evans 7 - Fredericia 3, resultat 1-3, 04/11-10 i Vejle.

1 Jan Otto Munch Pedersen (0.37) 0 - 1 Bent Ebbesen (0.63)
2 Thomas Nielsen (0.53) ½ - ½ Henning Jakobsen (0.47)
3 Niels Haagen Nielsen (0.38) ½ - ½ Kaj H. Jensen (0.62)
4 Per Rømhild (0.34) 0 - 1 Jan Skov (0.66)

Jeg lagde selv ud med at tabe. Jeg overså en skak, der kostede dronningen. Jeg fik et tårn og en løber for hende i en ellers meget lige stilling. Jeg spillede lidt videre; men kun ikke holde partiet i længden. Thomas kom hurtigt foran med en bonde. Det blev senere forvandlet til to springere mod et tårn og lige mange bønder på begge sider. Langsomt vandrede bønderne af brættet parvis og til sidst havde de kun en bonde hver. Thomas fangede modstanderens bonde. Desværre kendte modstanderen sin skakbarndomslære og byttede tårnet med Thomas' bonde. Derved blev det remis, da man ikke kan sætte mat med to springere alene. Niels fik viklet sig ind i et temmelig lukket parti, hvor der aldrig blev slået en bonde. Efter nogle afbytninger af officerer endte det remis. Per spillede længe lige op med modstanderen; men desværre var det på et tidspunkt muligt for en af modstanderens bønder at spurte nærmest lige ned og Per tabte. Ærgeligt, da Per vistnok kunne have vundet tidligere i partiet.

Jan Munch Pedersen