16 januar 2017

Intet er slut før den fede dame har sunget


Det kendte ordsprog betegner vist vores udekamp mod Esbjerg 2 meget præcist. Det startede med at vi havde to afbud før kampen. Det viste sig så at det i realiteten var svært at finde reserver i en klub på 73 medlemmer, men det lykkedes at finde to der både var villige og havde muligheden at spille. Da vi ankom til Esbjerg, fik vi at vide at de ligeledes var ramt af flere afbud, bl.a. de 3 øverste brætter. Det skal dog nævnes, at selv hvis de var i stærkeste opstilling, så havde vi +200 ratingpoint mere på hvert bræt. Derfor regnede vi med en god sejr. Reserverne Carl Mortensen og Eldis Mahmutovic startede som lyn og torden og flåede sine modstandere med sublime taktiske tricks. Der stod 2-0 til os allerede efter knap 1,5 time. Næst var Christian færdig, remis med sort mod solidt spillende ung mand, selv om de fleste var enige om at Christian havde god fordel undervejs. Hen mod tidnøden måtte også Ernst tilbyde sin modstander remis, da en vunden stilling blev pludselig svær at vinde med pres fra ”den 17. brik”. På nærmest samme tidspunkt fik både Kim og Aaskov sine modstandere til at kapitulere efter at have spillet fine angrebspartier i hhv Stonewall i forhånden og Kongeindisk. Undertegnedes parti så længe positionelt vundet, men min modstander valgte at bringe brættet i kog ved at ofre 2 officerer for et tårn. Det blev kraftigt undervurderet af mig men jeg afslog remistilbuddet velvidende at det kunne gå galt. Det gjorde det også. Men for min modstander. Efter et par upræcise træk i tidnøden, fik jeg stablet et matnet sammen som han aldrig kom ud af. 6-1 til os. Indtil videre havde vi både været heldige (mig) og uheldige (Ernst og Christian). Men det der skete i Jørns parti er mirakel af dimensioner. Efter at have fået et fint centrum med sort i Alapin Siciliansk gik der noget galt og Jørn sad og så på 2 fribønder, hjulpet af tårn og løber, galoppere hen mod hans 2.række. Det så virkelig tabt ud, det var tabt, men Jørn havde kun 2 muligheder – enten at skubbe sine bønder, som var langt væk, og prøve at skabe en skygge af modspil eller at give op. Han valgte heldigvis det første og det bar pludselig frugt, da modstanderen spillede ret upræcist og allerede i en svær stilling overså en sidste remisvariant og måtte se sig fortabt. Houdini-Jørn bragte os dermed på formidabel 7-1 sejr, hvilket har udvidet vores forspring ned til 2.pladsen til 5,5 point. Ikke så ringe endda!

Maxim Konstantinov