20 september 2010

Skak-OL Beretning fra Thomine

DSU har længe debateret hvorvidt Danmark bør sende et kvindehold til OL. Med mit første tilbud om at deltage ved skak-OL er debatten blevet nærværende for mig. Jeg noterer mig at det primære argument for at
sende et kvindehold af sted er et ønske og at gøre det attraktivt for kvinder at spille skak, idet man gerne vil have flere kvindelige medlemmer i DSU. Argumenterne imod er, at det ikke giver flere kvindelige medlemmer at sende et kvinde-OL-hold, men at de samme penge kunne bruges mere effektivt mod det samme formål. Desuden er det alt for nemt som kvinde at komme med til OL - det kræver ingen særlig indsats.
Jeg behøver heldigvis ikke deltage i debatten. Jeg behøver ikke en gang at tage stilling til spørgsmålet. Jeg kan nøjes med at takke jatak til den unikke oplevelse og erkende det store privilegie det er at være kvinde i dansk skak!
Således så gjort og jeg er nu velankommet til Sibirien sammen med det øvrige kvindehold og herreholdet.
Turen hertil blev formet af meget langsomme køer, masser af ventetid og bureaukrati, men til gengæld ikke ret meget stress. Mod en mindre bestikkelse sørgede Oksana for at jeg kom til at sidde ved siden af GM Sune Berg på flyturen fra München til Khanty Mansiysk. Han belærte mig at den ene store hemmelighed i skak var at finde stillingens bedste træk uanset hvem man spiller med og hvad der er sket tidligere i partiet eller måske kommer til at ske senere. Senere kunne jeg betale min gæld til Oksana tilbage med en baglomme i flyets toiletkø foran Sune og Allan.
Vi ankom til Sibirien kl 1 i nat til et overraskende behageligt klima. Hotellet er super, maden er glimrende og værelset som jeg deler med Carina er fornemt. Vi skal først spille i morgen (tirsdag) og ved endnu ikke hvem vi skal møde i første runde, så i dag har vi mest været rundt og kigget på nabolaget i et fantastisk dejligt vejr og hvilet os på hotellet. I aften er der åbningsceremoni med kulturel underholdning.

Thomine