23 september 2010

Skak OL - Thomine har været i kamp

Debut til OL, på live bræt og med tillægstid.


Så har jeg haft min til debut til OL. Samtidig var det første gang jeg prøvede at spille på livebræt og med den nye betænkningstid: 1 time og 30 min til de første 40 træk + 30 s per træk, derefter 30 min + 30 s per træk til resten af partiet. Til gengæld for de 30 s skal man notere hele partiet ud. Jeg fik de hvide brikker og en modstander fra Tunesien med 1545 i elo, men fik besked på ikke at undervurdere hende, da man ikke kunne vide hvor mange ikke-eloratede turneringer hun havde spillet siden sidste OL. Det blev et rigtig fint parti hvor jeg ikke undervejs nåede at fortryde et træk! Det var dog svært at vende sig til den betænkningstid. Man mangler noget erfaring i at vurdere hvornår man nærmer sig tidnøden. Det er nemt nok at regne ud hvor meget tid man har tilbage indtil 40 træk, men hvor kritisk fx 5 min + 30 s per træk til de næste 10 træk er i forhold til 10 min til de næste 10 træk er ikke helt klart for mig endnu. Heldigvis for mig brugte min modstander mere tid end jeg selv og gik ind i en springergaffel i tidnøden. Kort efter tabte hun faktisk på tid, så det kan man altså godt selvom man får 30 s per træk. Carina havde i øvrigt også sin OL-debut i denne runde - og det på 1. brættet!
I anden runde fik jeg lov at spille igen og endda med de hvide brikker igen. Denne gang var jeg noget atchet mod Hollands reserve med 2174 i elo. Det blev til endnu debut idet jeg for første gang nogen sinde spillede 1. d4! Jeg havde forberedt 2. Sc3 som Thorbjørn og jeg kiggede på inden partiet. Det overraskede hollænderen som brugte meget tid i åbningen og jeg fik en rigtig god stilling ud af åbningen. Desværre overså jeg en binding og tabte min e-bonde, men der var stadig masser af dynamik i stillingen og det lykkedes mig at vinde en kvalitet og stod derefter i følge Thorbjørn til gevinst. Selv troede jeg også jeg var i gang med at vinde, men hver gang jeg flyttede rundt på mine tårne blev min stilling lidt dårligere og nogle træk senere
forsøgte jeg at lave evigskak trods min materielle fordel. Hun fandt dog et rigtig godt træk og undveg min plan. I det hele taget spillede hun rigtig godt i slutspillet, mens jeg ikke rigtig havde styr på det. Det var her styrkeforskellen kom til syne. Jeg havde det rigtig svært med at skulle notere i min tidnød. Der er ingen tal og bogstaver på brættet og min lange rokade gjorde det bestemt ikke nemmere. Min modstander kunne dog heller ikke finde ud af det og skrev næsten konsekvens b i stedet for g, mens 4 og 5 række også voldte problemer - ligesom for mig. Som Oksana sagde, var det lidt sjovt at en spiller med hendes styrke ikke kunne notere, men så er der måske håb for mig. Trods nederlaget er jeg indtil videre rigtig godt tilfreds med mit OL. Jeg har også fået mange positive kommentarer til mit spil. Det er svært ikke at lade sig opmuntre af det.
Det er sjovt at spille sammen med alle skakstjernerne. I går spillede vi endda i den "stærke" hal. Men jeg har vist ikke læst mine skakblade godt nok for jeg kan ikke rigtig genkende nogen - bortset fra Magnus.

Thomine