26 november 2015

Marginaler

Søndag d.22 nov skulle Evans spille ude mod Ribe. Det plejer altid at være en lige kamp. Denne gang var vores hold ramt af afbud, hvilket plejer ikke at hjælpe på vores chancer. Målsætninger var dog stadig en smal sejr. Det begyndte også at flaske for os i starten, Kim spillede forholdsvis rolig og hurtig remis med Sort, det samme gjorde Christian Dahl. På det tidspunkt så alle vores partier med Hvid til at være meget fordelagtige for os. Christian Iversen og Erik Pontoppidan hjemtog da også sejre i rigtig fin positionel stil kort før tidskontrollen. Få minutter senere måtte Frank ned efter fatal fejlberegning og desuden tabte Lars ved at overskride tiden. Samtidigt forsvandt undertegnedes merbonde lige før træk 40 og jeg måtte acceptere remis ved trækgentagelse. Stillingen var således 3,5-3,5, men varede kun et kort øjeblik, Carl gik galt i dronningslutspil og måtte også ned. Dermed har Ribe tilføjet os vores første nederlag i denne sæson, i en kamp som var præget af marginaler og kunne gå begge veje. Forhåbentlig vender lykken i de følgende vigtige kampe mod favoritterne fra Springeren og Silkeborg.
Maxim Konstantinov